Kun ti minutters kørsel fra centrum af Horsens ligger den lille, hyggelige landsby, Serridslev, hvor I nu kan få hjemme - og på den korte køretur er bylivet skiftet ud med fred, ro og landlig idyl, så her kan I komme helt tæt på naturen. Jeres nye hjem, en klassisk murermestervilla, ligger faktisk perfekt placeret med udsigt til de åbne marker og nabogårdens heste, køer og får, så idyllen er helt i top.
Den fine murermestervilla er fra 1932, og huset præsenterer sig på klassisk vis med en rødstensfacade, gesims og halvvalmet tegltag. Bag det charmerende ydre folder boligen sig ud over to etager med 162 m2, som kan give plads til såvel parret som børnefamilien.
Der er gode muligheder for at puste nyt liv i hjemmet og modernisere efter jeres boligdrømme, men udgangspunktet er godt, for der er tale om nogle store rum med en fin loftshøjde, og kvadratmeterne er velindrettede. I møder bl.a. en førstesal med et badeværelse og tre værelser, som I nemt kan forvandle til nogle lyse, indbydende rum.
I stueetagen venter et bryggers med adgang til kælderen, et gæstetoilet, et ekstra værelse og hjemmets opholdsrum: et hyggeligt spisekøkken og to sammenhængende stuemiljøer. Boligen rummer mange muligheder, og én af dem kunne handle om at åbne op mellem stue og køkken, så I kan etablere ét stort leverum med plads til familielivet. I kunne også lave terrassedør fra opholdsrummene og ud til baghaven, hvor I for alvor kan nyde den skønneste udsigt til naturen og dyrene, der græsser. Haven er indrettet med en delvist overdækket fliseterrasse, som I kan supplere med flere små solkroge, ligesom I kan indrette jer med alt fra højbede til køkkenhave.
Alt det ligger trygt og godt i Serridslev, hvor der er højt til himlen og gang i forsamlingshuset. Landsbyen danner ramme om et hyggeligt fællesskab i dejlig natur, og i det daglige kan I lokalisere skole, indkøb og øvrige gøremål i bl.a. Stensballe - og der er skolebus dertil.
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse