Med 164 kvadratmeter og en sprit ny altan mod gården med størrelsen 1500 x 4260 hører denne 5V'er til blandt de største lejligheder på Amagerbro. Når vi i ligningen tilføjer, at der er tale om en hjørnelejlighed med vinduespartier mod sydvest, skal man heller ikke være Einstein for at regne ud, at boligen også er en af de lyseste i den populære bydel. Den store lejlighed er desuden velholdt på samtlige kvadratmeter, mens adressen bidrager med en central placering, hvor regnestykket hele tiden giver små tal, når det handler om afstanden til Københavns bedste tilbud.
Lejligheden ligger på hjørnet af Amager Boulevard og den lille sidegade Ved Amagerport. Som gadenavnet antyder, er vi lige ved ankomsten til Amager, og det vil sige med Amagerbros pulserende byliv, Christianshavns kanaler og Stadsgravens grønne volde som primære indslag i nærmiljøet. Her slentrer man også gennem byen til Tivoli, Nyhavn og de kulturelle oplevelser i City, ligesom det er nemt og bekvemt at komme rundt i byen på cykel og med offentlig transport. Flere buslinjer og metrostationerne Amagerbro og Christianshavn er let tilgængelige, mens butiks- og cafélivet blomstrer lige om hjørnet fra Amager Boulevard 125.
Med en dåbsattest fra 1913 er ejendommen en af de klassiske på Amagerbro og fra en periode, hvor der ikke blev sparet på noget, når det handler om herskabelighed, kvalitet og store armbevægelser. Den gavmilde byggestil spejler sig på bedste vis inde i denne hjørnelejlighed på tredje sal, der byder på ekstravagant store rum og en loftshøjde på den rigtige side af de tre meter. De mange kvadratmeter er fordelt på badeværelse, køkken-alrum, tre værelser og to stuer en suite. Rumdelingen er fleksibel, og lejligheden rummer uden problemer familien med to eller flere børn. Den pæne stand er resultatet af en løbende vedligeholdelse, hvor køkken blev renoveret i 2021 som er i egetræ og snedkerlavet og badeværelse blev renoveret i perioden omkring år 2000. Inden for de senere år er lejligheden løftet med nye radiatorer i alle rum samt nye trelagsvinduer i næsten alle rum (bortset fra badeværelset og altandøren). Der er filt på alle vægge og lofter, (bortset fra væggene i badeværelset og køkkenet), så for den nye ejer er det ligetil at male hjemmet i farver efter eget valg.
Med i købet følger en lukket og stille gård, der med grønt miljø, god legeplads og lille fodboldbane også er velegnet til den moderne børnefamilie.
Se hvor lang tid der er mellem denne bolig og en anden adresse